HammerichEtLevnetsløb

227 a tte r en spire i min sjæl, kun sygnede den hen, fordi den ikke fik sin pleje. Hvor jeg misundte dem, der med botanisérkassen sprang omkring ude i Ordrups mose fra tue til tue og re t svælgede i den yppige planteverden dér! Jeg gjorde im idlertid, hvad jeg kunde, hørte en række naturvidenskabelige forelæsninger i de forskellige fag hos Ørsted, Forchhammer, Zeise, Eschricht, Rein­ hardt, Schouw, så mig om i de naturhistoriske museer og kemiske laboratorier og studerede Schuberts na tu r­ historie, R itters fysiske geografi og enkelte af Humboldts skrifter. Alligevel høstede jeg ikke den gavn heraf, som jeg gærne vilde, fordi grundvolden fattedes; hvert øje­ blik kom det, jeg slet ikke forstod, eller bare halvvejs forstod. Ikke sto rt anderledes havde jeg det med S ch el lin g s navnkundige skrift „dieWeltseele“ og partier af S te f f e n s ’ antropologi; dem studerede jeg ivrigt i, også nu og da i andre af Schellings skrifter og Jakob Bøhmes Aurora. É t fattede jeg dog, det store syn på naturen som en organisme, hvor kræfterne røre sig og kredse efter givne love. Når jeg holdt enhver tanke om en „vordende Gud“ og det „alt-ene“ (panteisme) borte herfra, blev det også for mig et af de syner, som kan løfte sjælen. Naturen, selv den livløse, var mig som en moder, der levede og åbnede det dybe øje, og jeg læste hende ind i sjælen, hørte verdenshjærtet slå. Den stemning ligger til grund for mine n a t u r f i l o s o f i s k e digte fra hin tid, hvoraf jeg skrev adskillige; jeg meddeler et til prøve: M a m m u t en. (Funden i Siberien 1807 af en naturkyndig.) (Naturgranskeren taler.) Hellige natur, så åbner du én gang sløret, der dækked din dunkle urtids minder! 15*