HammerichEtLevnetsløb

219 natten kæmpede med morgenrøden; i dette lys lignede København ikke sig selv, det var, som gjorde jeg en rejse og var kommen til en vildfremmed stad. Også senere ha r jeg skaffet mig den nydelse. En yndlingsplet blev kirsebærgaugen mig hen ad Langebro til, med fræmspringende pynter og prægtige træer, der dyppe sig i vandet. Her var ensomhed og ro, de små rørsangere kvidrede, fiskene hoppede op i vandet, og mangen eftermiddag vandrede jeg derhen, tog plads i græsset, nede ved stadsgraven, studerede min dogmatik eller moral, og blev siddende til sol gik ned. Nu og da gjorde tanken dog en lille udflugt fra bogen til det smukke landskab og fræmtidsplanerne. Det svævede for mig, a t jeg måtte og skulde blive dansk skribent; om ikke for andet, så fordi jeg, bædre end de fleste, vidste, hvad der var oprindeligt og ægte i vort modersmål. Men den frejdige stemning kunde hastigt afløses af tvivl på mig selv, så hele mit liv forekom mig som en stor fejltagelse. N år jeg da stod ved stranden, hvor høstens storme ruskede i træerne og måger og ravne flokkedes, stod jeg, hvor jeg hørte mere hjemme. Jeg havde taget mig et slags ferie i et halft år, des ivrigere greb jeg fat om vinteren 1829—30. Langt ud på natten hang jeg over bogen og var med det samme sygevogter for vor lille „Pasop“, der havde brækket benet. Jomfru Prehns sorg over den rørte mig, den var virkelig følt, skønt som altid tillige overspændt og selvgod først og sidst. Hun satte sig hvert øjeblik om dagen hen til den. „Hvor du var venlig imod mig, hver gang jeg kom ind, logrede du og slikkede mig! Jeg skal også miste alt, jeg har kært, verden er mig som en stor grav! Og det kom sådan med ét slag! Stakkels, stakkels lille Pasop! Jeg trænger til kærlighed, meget, å så meget; og nu er jeg hélt fo rlad t!“ Hun kyssede og klappede den. „Jeg skal aldrig glæmme dig, og skal sætte mig herover om formiddagen og græ d e! En sød, lille dreng,