HammerichEtLevnetsløb

216 I øvrigt førte han et stille, i andre henseender lykkeligt liv, hædret af sine medborgere. F ra 1824 til 1840 var han f o rm a n d for stadens deputerede borgere, eller, som m inister Stemann for spøg kaldte dem, „ure­ gerlige bo rgere“ ; og kongen udnævnte ham til agent og ridder. De små adspredelser, han trængte til, fandt han i sine hunde, sine høns, som han selv fodrede, et mønt­ skab og undertiden lotterispil, et parti whist. Ved spillet havde vi gærne vor morskab af at få ham ængstelig og ta lte derfor om, a t man burde spille højere, man burde prøve lykken. Sin bædste trø st havde han i klaveret. Snart var det en verdslig sang, han spillede med lidt kroseduller, af og til en selvlavet, og snart var det en koral. Ofte spillede og sang han en latinsk salme: F ac, u t possim dem onstrare,

quam sit dulce, te amare, tecum pati, tecum flere, tecum sem per co n g au d ere!

Eller en zinzendorfsk salme:

K risti b lod og retfæ rdighed, ej bæ dre h ø jtid sd rag t jeg véd, m ed den vil jeg for Gud bestå, n år in d i him len jeg skal gå!

Året sluttede altid med salmen: „nu takker alle Gud“. Vi mærkede ligesom en efterklang af de stemninger, der greb os som børn, n å r moder om aftenen satte sig til klaveret. Midt under al teologisk travlhed hjemme og på latinske skrive- og disputérøvelser, stjal jeg mig alligevel ikke få tim er til hvad der skulde løse mine livsspørgs­ mål, de h i s t o r i s k e og d i g t e r s k e studier. Jeg fort­ satte samlingerne til Ansgars liv, udkastede planer til stø rre digte, gjorde studier af menneskelige tilstande og karakterer. En tid sad jeg fordybet i Werlauffs skrift