HammerichEtLevnetsløb

209 morede os nu over disse småhistorier, men manden tabte alligevel in tet i vore øjne; han talte, hvad han havde levet, det følte enhver. Han kunde give en smuk skildring af kampen i Abrahams sjæl, da Isak skulde ofres, den er indlemmet i hans „Opbyggelige Betragtninger“. En gang talte han om forholdet mellem forældre og børn og ledsagede det med et vers: d et øje, som sin fader belér, skal ravnene udhugge, til galgen bli’r hans sidste færd, og helvede hans vugge. Det var ord, som kunde vække eftertanke. Meget for­ ta lte han om prins Kristjan og prinsessen (den nu­ værende enkedronning), til hvem han ved en lejlighed havde sagt: „hun var ret det, bonden kaldte en farlig gemen (omgængelig) kvind.“ På historier fra sit eget liv var han især rig. Da han holdt sin sidste prædiken i Randers i „St. Mortens kirke“, havde han begyndt den med det vers fra „Peders bryllup“ :

Je g fremmed h er til stedet kom, var faderløs og uden frænder, m it hjæ rte var m in ejendom og tvende arbejdsvante hæ nder: da gam le „M orten“ fæsted mig, og han h ar gjort mig lykkelig.

Kirkekampen, hvor han havde stillet sig på Grundt­ vigs side, blev ofte bragt på bane, og i den sag mødtes vi fuldstændigt. Derimod kunde jeg ikke billige hans udtalelser om Steffens, der var bleven mig sa kær: „han fik ondt i hovedet,“ sagde han, „når han satte sig til at læse i Steffens’ antropologi.“ Sådanne mænd var det nu, fader knyttede til vort hus, han tæ nk te, vi vilde have godt deraf, og hans 14