HammerichEtLevnetsløb

205 gang slog klik; alt det nye, der strømmede ind på mig, kunde jeg ikke magte. Med min sanddrulied var det ikke, som det burde være, jeg følte det dobbelt, fordi der lå en stæ rk drift til sandhed i min natur. Hangen til ensomhed bragte noget skjult med sig, som ikke var sund t, og som jeg des værre ikke har fået hélt bugt med. Dertil kom nu jævnlige hovedpiner, en arv efter moder. Stemningsmenneske er og bliver jeg, og de mørke stemninger var stærke, de kunde formeligt falde over mig som en åndemagt, jeg ikke kunde værge mig imod. Med det selskabelige liv vilde det endnu ikke ret gå, der sad ligesom en skorpe uden om mig, og det skortede på lethed og frihed. Jeg kunde da i selskaber stille mig hen og se på billederne på væggen, samtaler vilde jeg helst undgå, fordi jeg let kom til kort i dem. „Hvor du dog er pjanket og flov; det kunde du dog have gjort meget bædre, se bare på din broder! Har du ikke andet at sige, kan du lige så godt holde mund! Hvad vil folk dog tro om dig?“ Sådanne røster lød i mig, isæ r n år jeg ikke fik sagt, hvad jeg vilde, fordi tanketråden b rast midt over. Det kan hændes mig af og til. Jeg gjorde mig selv de bitreste bebrejdelser, hver gang jeg tav, hvor jeg burde tale, det stod for mig som idel menneskefrygt. Tog jeg mig endelig sammen og hævdede det, der for mig var det rette, overvældedes jeg le t af m it h a s t i g e s in d , den indeklemte lidenskab brød løs. Det kaldte jeg mandighed og kælede for i modsætning til faders fredsommelige væsen, som jeg så dybt ned p å ; man vil ofte i slægtrækkerne træffe sådan modsætning mellem fader og søn. Hans broder Peder, fuldmægtig i rentekammeret, var en frisk, men brøsig n a tu r; en aften blev han måske lidt nærgående mod mig> °g j©g viste ham da døren i faders nærværelse.