HammerichEtLevnetsløb

201 broderen, der elskede hende højt, havde draget hende med. Jeg var altid i glad stemning, når jeg vendte hjem fra en sådan aften. I oktober 1828 blev min broder student og med ham de „4 store og 12 små profeter“. Den ene af de 4 store var H. C. A n d e r s e n , af hvem der allerede gik et vist ry. Nu udgav han sin „Fodrejse“, disse underlige fantastiske arabesker var noget nyt på dansk grund, trods alle mindelser om Hoffmann, og gjorde lykke. Også jeg syntes om dem, jeg var let modtagelig for enhver frisk retning, der tråd te mig i møde; det er jeg endnu. Andersen kom den gang meget ud i selskaber, og dér h a r jeg hø rt ham forelæse med denne underlige blanding af barnlig troskyldighed og en endogså stærkt udpræget selvfølelse. En aftenstund senere hen over­ raskede han os hjemme, helt uvæntet, arm i arm med student Voigt, hvis søster Riborg, hans første og eneste kærlighed,var vor veninde; han vidste det, og derfor kom han. Så vidt jeg husker, var det ham alt klart, at hun var tab t for ham og elskede en anden, og allige­ vel vilde han så gærne tale med dem, der havde stået hende nær. Det var som balsam for hans syge hjærte. Med smertens trofasthed har han altid gæmt hendes minde. Hvil sødt, som var du la g t i dødens skrin,

du m in erindrings rose, favr og fin! Du er ej verdens mer, du er kun min, for dig jeg synger, mine tårer trille. — N atten er smuk, natten er stille! Dødt — alt er dødt!

Således sang han mange år derefter. Jeg syntes, som sagt, godt om Andersens fodrejse, men dens forbillede, H o ffm a n n s romantik, altid æven- tyrlig, fuld af vrængbilleder, gruopvækkende og tit