HammerichEtLevnetsløb

196 a t gå i hendes stikkelsbæ r, straks var hun ude og passede på. En aften, husker jeg, havde nabokonen ført sin mødding over på hendes g rund ; hvor hun blev rasende og for hid og did! „Sådan svinesti, sådan t et hovedvandsæg, lægge sit møg på mig! Hun er dog en uforskammet kvinde! Det er nu inte for det, men jeg kan ellers skaffe mænner, oldermanden og en anden mand, og landko rt for hvad som der er min grund. Og så skal jeg sæ tte en skuffe med den likør for hendes salsdør. Forgi’ folk på den fasong! Føj! Sikken rak k e r­ k iste !“ Således blev hun ved i det uendelige. Vi tog madammens parti, men hele byens ungdom samlede sig og peb, og nær var det kommet til håndgribeligheder. Mangen dugsval aften, n å r det dampede fra engene og malkepigerne syngende kom hjem fra marken, sad jeg på banken lige over for kirken og betragtede det vidunderlige spil af farver. Alt så stille, skyerne røde, de kunde rejse sig op i form af bjærge, stå fast og skarp t mod himlen næsten som snealpernes toppe i aftenglans; og under det glimrende røde fortonede luften sig med et yndigt, æblegrønt lys. Det faldt mig