GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

En Diamant, der skærer »durch«, d. v. s. hvor Snittet umiddelbart efter Diamanten af sig selv arbejder sig igennem Glasset, er ikke rar. Man risikerer, at Snittet løber løbsk forbi Diamanten, og det koster Ruden. Glarmesteren brækker altid lige efter at have skaaret, ligemeget om han »flækker« en Rude — faar to mindre ud af en større — eller det blot drejer sig om en Strimmel. Hvis det af en eller anden Grund hænder, at han maa lade Ruden ligge efter at have skaaret, da løber Snittet »dødt«, og saa maa han naturligvis til det igen. Men man kan ikke sætte sin Diamant i det samme Snit, der nu er blevet til en Ridse. Linealen maa flyttes en lille Smule til Siden, eller man maa vende Ru­ den, thi aldrig kunde det falde en Glarmester ind at sætte sin Diamant i et mislykket Snit eller i en Ridse. Der er dog Ting, en Glarmester ikke kan gøre. Læg saa Mærke til Glarmesteren, der skærer. Han gør det med hele Kroppen. Først sættes han sine Fødder i en Afstand fra hinanden, der svarer til Rudens Størrelse, saa bøjer han sig langt frem — han vipper maaske helt op paa venstre Fod — og sætter saa Diamanten til Glasset dér længst fremme. Han lytter uvilkaarligt om der er saa stille, at han hører Diamantens rigtige Lyd, idet han begynder, og saa tører han hele Kroppen, hvis eneste Bevægelsespunkt saa at sige ligge, i Hoften, tilbage, medens Haandled og Albue hele Tiden holder deres ganske nøjagtige Stilling til Glassets Plan og helt ud til Kanten.

Da Maskinteknik og Metalkemi tog Fart, fik Diamanten en Kon­ kurrent. Man satte et lille, skarpt, hærdet Staalhjul i en Holder, og for rigtigt at demonstrere, at det var et Allemandsværktøj, forsynede man Holderen med en Mængde af Krøjselens Indhak i alle Dimensioner, saa der i Hieroglyfer stod, at lykkedes det ikke at faa Glasset til at gaa i Stykker ved Hjælp af Hjulet, skulde det nok lykkes med Krøjselhak- kene. Senere udviklede Instrumentet sig til et virkelig brugeligt Værk­ tøj — ogsaa for Glarmestre — med seks fine Staalhjul, der kan sæt­ tes frem det ene efter det andet. Men langt ud i en uoverskuelig Frem­

76