GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

Men Krøjselen kom derimod til Ære og Værdighed. — Den blev sat paa Diamanthæftet, og der sidder den bestandig og tror med sine indfilede Hak, at den er Nøgle til en Bankboks. En Glarmesterdiamant skal skære, ikke ridse. Den skal føres let hen over Glasset og frembringer, naar den kan skære og en øvet Haand fører den, et »Snit«, det vil sige, at naar Glasset ta­ ges op og Lyset falder i Snittet, da blinker det, som Kanten af Glasset gør det. En Glarmester hører altid, om hans Diamant skærer og det er for ham en egen, frydefuld Lyd, naar hans Diamant gaar hen over Glasset og skæ­ rer fint. Ubevidst er han bleven saa vant til, at Øret siger ham, at den skærer fint og sikkert, at han først op­ dager, at han skærer efter Lyden, naar skal bruge Diamanten i et Lokale, hvor f. Eks. Maskiner arbejder. — En

Diamant,

Diamant,

ældre Type. yngrc T>pe' Glarmester laaner nødigt sin bedste Ven og Kollega sin Diamant — han plejer at have lidt vanskeligt ved at finde dens Snit igen, naar en anden har haft den i Haanden. Det hænder, at den taber sit Snit — man paastaar, at den til Tider kan ligge og hvile sig og faa det igen. Hvis det imidlertid er og bliver borte, da kan den omsættes, d. v. s. en ny Skærekant paa Stenen kan sættes frem. Tidligere var mange gamle Giarmestre dygtige til det Arbejde, men nu er der ingen herhjemme, der giver sig af med den Slags.

Rundskærer.

75