GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

og færdigtrukket »Kalm«. Man har Bakker, der giver færdigt Bly mel­ lem 2 og 20 mm’s Bredde, og Hjul, der giver »Kern-Højde« fra 2 til 8 mm. Desuden kan man trække »Hæftebly«, d. v. s. Bly til at lodde paa Feltet og lægge »Vind« eller »Stormjærn« i. En færdigtrukket »Kalm«s Længde varierer mellem 1,25 og 3 m, og Bakkerne kan være til fladt Bly, »Rundbly« eller »Karnisbly« og nogle andre, sjældent brugte Profiler. Naar alle Felterne nu var »slaaet i Bly« og hæftet paa begge Sider, kom Kitningen og Afpudsningen, der altid maatte foregaa umiddelbart efter hinanden. Kitten, lavet af Linoliefernis og pulveriseret Kridt, maatte være saa tynd, at den kunde bringes til at gaa ind i alle smaa Fordybninger mellem Bly og Glas ved at paasmøres med en stor Pensel, og Afpudsningen derefter blev udført ved Hjælp af Savsmuld, iblandet lidt Kridt. Imidlertid var Vindueshullet i Bygningen, hvor Felterne eller Glas­ maleriet skulde opsættes, blevet forsynet med de kraftige, indmurede Jærn, Vinduets Skelet, og heri indsattes saa Felterne (der paa dette Tidspunkt havde faaet paaloddet Vindjærnene). Felterne blev fast­ holdt ved tyndere Jærnskinner, der i ældre Tid fastholdtes med Jærn- kiler, senere med Bolte, og i Omkredsen indsat i en Rille eller Fals i Murværket, hvilken blev tilstrøget med Kalkmørtel, som oftest af Glar- mestrene. Til Tider maatte man paasætte Vindjærnene efter Opsæt­ ningen, og da maatte man bruge »snoede« Hæfter, men disse taalte daarligt Polering af Vinduerne. Og saa var det store Øjeblik inde, da det skulde vise sig, om hele det store Arbejde tog sig ud her paa det Sted, hvor det ofte skulde sidde i Aarhundreder — det var et spændende Øjeblik! Omkring Aar 1600 havde man opdaget, at Diamanten ganske ander­ ledes sikkert end Sprængjærnet formaaede at hjælpe til ved Glassets Tildannelse. »Demanten«, som Glarmestrene indtil for ikke saa mange Aar siden benævnede deres nye, fornemme Værktøj, var en raa Dia­ mantflis, indsat i et Skæft eller Hæfte, saa en af dens Kanter kunde »skære«, og den slog hurtigt Sprængj ærnet saa grundigt ud, at næppe et eneste er gemt i noget Museum. — Det eneste Sted, hvor Mindet om det endnu lever, er i Giarmestrenes Vaaben eller Segl, men selv her glemte man, hvad det var, og Sprængjærnet fik i Tidens Løb Skyld for at forestille en Loddebolt. 74