GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

Blykniv har mange andre gode Egenskaber. Den falder saa godt i Haan­ den. Man holder Knivsbladets Bagside ind mod Blyet og en Finger over, naar man »strækker« Blykalmen og har Foden paa den Ende, der naar Gulvet. Men først og fremmest er Kniven beregnet til at skære Blyet over saaledes, at Kern ’en ikke mister sin Højde. At man med Tinklum­ pen baade kan slaa alle Søm i og trække dem op igen med Kniven ved at sætte Tommelfingeren mod Sømmet, der bliver taget under Hovedet, er intet imod, at man med Tinklumpen kan tillade sig at slaa haardt paa modvillige Glasstykkers Kant uden at slaa Fliser af dem. Til Slut bruges Kniven ved Afretning af Blylinierne i det samlede Felt, der har faaet baade »Ombly« og »Ladspaaner« paa de to Sider, der vender udad.

Derefter kom man til Lodningen. Som Regel »hæftede« man kun, d. v. s. man loddede kun der, hvor to Stykker Bly mødtes. Under hele Arbejdet havde man passet paa kun at have frisktrukket Bly, og det gjaldt om ikke at berøre dettes Flader med Fingrene. Naar man forlod Arbejdet, maatte man overdække det altsammen for at forhindre, at Blyet anløb, thi derved forøgedes Vanskelig­ heden ved at lodde. — Man kunde ogsaa »for­ tinne«, d. v. s. overtrække Blyet helt med Tin, saa man faktisk ikke saa Bly i et Blyfelt. Denne Frem- gangsmaade blev imidlertid sjælden brugt i ældre Tider, væsentligst fordi Tinnet var saa dyrt. A f Loddemidler brugte man i gamle Dage ho­ vedsagelig Tælle. Pulveriseret Harpiks kunde ud­ mærket bruges, men var vanskeligere at rense af Glasset bagefter. Harpiks blev altid brugt sam­ men med det Tin, der var i »Skurebakken«, hvori Loddebolten maatte renses, før den efter hver Op­ varmning blev sat til »Feltet«, efterat man paa en Stump Blysprodse havde forvisset sig om, at den ikke var saa varm, at den »brændte« Blyet. — (I Midten af forrige Aarhundrede blev Tællen for­ trængt af Stearinolien, som gamle Giarmestre altid kaldte »Loddefedt«. Det varede længe, før jeg hørte Ordet Stearinolie).

71