GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

En Giarmesters Loddetin skulde være saaledes, at det flød let og trak blankt op. Derfor kunde han kun blande i Forholdet 2 Dele Tin til 1 Del Bly. Og saa skulde han endda prøve Legeringen, naar han havde støbt de første tynde Stænger paa det 30-35 cm lange Brædt, hvori han havde skaaret eller udstukket 5-6 smalle Riller. Med begge Hænder tog han et Stykke Tin tæt op til Øret for at høre om det kna­ gede, naar han bøjede det. Hvis det knagede, kunde han tillade sig at komme endnu en Smule af det billige Bly i det dyre Tin. Men ikke for meget, thi da risikerede han at »brænde« Blyet under Lodningen. Af Sparehensyn brugte —og bruger — Glarmesteren til Iblanding i Tin­ net bestandig gamle Blysprodser med Loddeklatter fra Felter, der er bievne omforblyede. Derved opnaas, at Glarmesteren har saa meget mindre gammelt Bly med Tinklatter iblandet sit nye, rene Bly, og han er jnere sikker paa, at have »blødt« Bly at arbejde med. Her kan det vel være passende at sige lidt om Blystøbning. Første Gang Blysprodser omtales, er i 1066 af Leo af Ostia, men det menes, at de er blevet anvendt noget tidligere. De blev lavet af tykke Plader, der blev skaaret i Strimler, hvori der saa blev høvlet Not. Senere kom, sammen med Blytrækkemaskinen, Støbeformene.

Støbeform.

Naar der skulde støbes Bly, var der forskelligt at iagttage. Man krid­ tede Støbeformene, for at de skulde slippe bedre, og lagde dem opluk­ kede til Varme paa Kanten af Støbegryden. Naar Blyet saa havde naaet en passende Smeltegrad, blev der kastet et Stykke Talg i Gryden, og dette blev gentaget, hvis det var nødvendigt. Under Omrøringen med Støbeskeen gik der Ild i det smeltede Fedt, og man kunde da afskumme alle Urenheder. Naar Blyet var saaledes smeltet, at det ligesom frøs til, 72