GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943

Da det første Rudeglas fremkom, har man sikkert ogsaa haft Re­ medier til at behandle det med. Værktøjet til Glassets Behandling har til alle Tider ligesom Pottemagerens været af en egen primitiv Art. Glas­ piben var et simpelt Jærnrør, og en ligesaa simpel Faareklippesaks samt en Tang fuldendte Samlingen af Redskaber til Behandlingen af det varme Glas. Et Hjul, der kunde bringes til at dreje rundt, og et Par Jærnpinde, der kunde være varme eller kolde, alt efter Øjeblikkets Be­ hov, fuldendte Udstyret til Behandlingen af det kolde Glas.

Krøjsel. Sprængjærnet og Krøjselen har sikkert derfor allerede været til Stede, da Glasset blev fladt — blev til Rudeglas. Den ene Jærnpind var smedet saaledes, at den havde en tilspidset Klump i den ene Ende, og den anden havde faaet begge Ender bukket sammen, saa man kunde lægge den om Glassets Kant og brække Smaafliser af med den. Indtil omkring Aar 1600 var disse to Stykker Værktøj Glarmesterens fornem­ ste Redskaber.

Krøjsel. Naar en Rude skulde laves (her tales kun om Arbejde ud over det almindelige Rudearbejde), maatte man selvfølgelig først have en Teg­ ning, og denne udførtes sikkert dengang ligesom nu i 3 Eksemplarer, hvoraf Originalen (Kompositionen) oftest var farvelagt og tillige viste Blysprodserne og deres Bredde. De andre to Tegninger var kun i enkelt Streg, og paa dem afmærkede man hvert enkelt Stykke med et Tegn eller et Tal, hvorefter den ene blev skaaret itu efter alle Linierne, idet man passede paa at skære ca. 1 mm fra begge Sider af Stregen, saa der blev Plads til Blyets Kærne — »Kern« som det hedder den Dag i Dag. Nu havde man altsaa en nøjagtig Skabelon af hvert enkelt Glas-

6 7