GlarmestersvendenesFagforeningKøbenhavn_1893-1943
skellige Metaller kunde faa forskellige Farver, og efter mange og lange Eksperimenter havde man gennem dyrekøbte Erfaringer indvundet en Viden, der inden for Fagets Folk gik i Arv fra det ene Slægtled til det andet og altid bevaredes som de dybeste Hemmeligheder. Det er inden for Klostrene, vi finder Middelalderens Giarmestre, Munkene, og da de havde erfaret, at Jærn blandet i Glaspulver, kunde give den sorte Indbrændingsfarve til Konturer og Skygger, havde de i Virkeligheden hele »Mechanismen« i Orden til deres Kirkers farvede Vinduer. Saa kom Tiden, da Adelen til sine Borge og de velhavende Borgere til Byernes Raadhuse og deres egne Boliger ønskede gennemsigtigt eller farveprydet Glas i Muraabningerne. Det er paa den Tid, vi hører om »Byggehytterne«, de omrejsende Smaasamfund af Bygningshaandvær- kere. I »Dansen paa Koldinghus« præsenterer Drachmann os for en saadan Byggehytte: Mester Strange og hans Svende. Mester Strange var Arkitekten og Murermesteren, unge Strange Maler og Billedhug ger, og blandt Svendene maa vi tænke os Murere, Træarbejdere, Smede, Malere og Glasarbejdere. For Riddernes Vedkommende varede det ikke længe, inden det paa Borgene blev en fast Regel, at man paa de malede Ruder ogsaa fandt de forskellige Slægters adelige Vaaben og Skjoldmærker. — Da Be stillingernes Tal blev stort, udviklede der sig Specialister. Som Malerne udskilte sig fra Munkene som selvstændige Fagarbejdere, saaledes fulgte nu Glarmestrene efter Malerne, og vi sporer Slægtskabet mellem de to Fag i deres Vaaben. Glarmestrene beholdt Malernes tre Skjolde i Halvdelen af deres Vaabenskjold, for de malede jo bestandig, men i den anden Halvdel satte de Ruden og det Værktøj, hvormed de be handlede denne: Sprængjærnet og Krøjselen.
Laugsseglet 1663 .
Laugsseglet 1681 .
6 6
Made with FlippingBook