GeorgBrandesLevned_1908

Rødt og G raat Hvem vilde taale Tidens Snært og Haan Voldsmandens Overgreb, Stormandens Spot, forsmaaet Elskovs Kvaler, Rettens Omsvøb, Embedsmcends Hovmod og de Spark, som rettes a f Slyngler mod beskedne Hædersmænd, naar han blot med en Knivspids kunde ridse sit Rejsepas.

382

Man sporede endelig med Sikkerhed, af hvad Aand og Hu Shakespeare paa et givet Tidspunkt var besjælet, i de mange Tilfælde, hvor vi havde hans Stof baade udenfor hans Værk og i Værket, altsaa var i Stand til punktuelt at eftervise, i hvad Retning han ændrede og tillempede det. Saaledes f. Eks. naar han paa et vist Tidspunkt af Uvilje mod en bestemt Kvindetype, maaske endog mod Kvinden overhovedet, stillede Kleopatras Færd i langt ugunstigere Lys, end den gamle græske Historieskriver havde gjort, hvem han iøvrigt i alle Enkeltheder fulgte. Opgaven var da ikke uløselig, saa vanskelig den end efter Sagens Natur maatte være. Naar jeg saa tilbage over de historiske Skikkelser, jeg i Aarenes Løb havde forsøgt at male i Legemsstørrelse, saa faldt de for mit Øje i to Grupper, de som havde tiltrukket mig ved de Tanker, og de som havde tiltrukket mig ved de Lidenskaber, de gav Udtryk. I min gamle Bog om Hippolyte Taine var det den franske Kritikers Tanker, som sysselsatte mig, og først i anden Linje Kunstneren i ham, i tredie hans Menneske­ væsen, der var mit eget saa uligt. Hos Søren Kierkegaard havde vel Aandslivet først og fremmest fængslet mig; men uadskilleligt fra det var P e r­ sonligheden, der, saa fjernt den stod mig,overfor Byen Kjøbenhavn befandt sig i en med min beslægtet Situation.