GeorgBrandesLevned_1908

374

Rødt og Gra a t was heute noch hält, wird morgen zerfressen. Was nützt mir das Messen! Ich fühl es, es ist kein Zweifel, die Scholle thaut allmählich zum Teufel. Bald wird sie zu klein, mich zu tragen, sein, und die trostlose Bahn, sie endet im schweigenden Ocean.

Den sidste Dag af mit Ophold fik vi Besøg af Billed­ huggeren Siemering og Arkitekten Poppe, to sjældent smukke Mænd. Fra Bremen tog jeg til Dresden at hilse paa Georg Treu. Det var syv Aar siden jeg sidst havde set Galleriet med ham; men min Glæde derved var saa frisk, som saa jeg det første Gang. Hvilke Herligheder der! Hvilken Fest for Øjet! Himmeriges Rige er ikke saa skønt; der er jo ingen Kunst dér. Vi dvælede i Fællesskab ved Portræterne i den antike Skulptur, Demosthenes, Thukydides, Diogenes. Det var mig en Tilfredsstillelse, at ogsaa Treu satte Demosthenes’ staaende Portrætstatue over ethvert andet antikt Portræt. En gammel Professor, der trods sit tyske Navn var en af de ivrigste Ungczecher, modtog mig i Prag paa Banegaarden og vilde, jeg skulde tage Ophold i hans Hjem, hvor man ven­ tede mig som Gæst. Jeg foretrak dog at tage ind paa et Hotel, men kom til at opholde mig lidet der. Professoren havde korresponderet med mig i længere Tid og været ivrig for at faa mig til Prag; hans unge Datter havde lært sig Dansk og oversat adskilligt af mig. Det var et stakkels lille dværgagtigt Pigebarn paa tyve Aar, vanfør, halt, lidende af en indre Kræftskade, iøvrigt ikke blot opvakt, men højtbegavet, udrustet med Sprogtalent, skarp Forstand og digteriske An­ læg. Denne beklagelsesværdige unge Skabning knyttede sig til mig med Lidenskabelighed. Under mit Ophold i Prag