GeorgBrandesLevned_1908

Rødt og Graat 373 taget fra Prag for at se endnu en slavisk Kultur, en, jeg ikke kendte. Jeg tog i Begyndelsen af Juli en Aften afsted og gik om Natten med Damperen til Kiel. Det var en af de yderst faa smukke Nætter, vi havde den Sommer. Søen var stille. I Nord et luende Bælte af rød Himmel, og Vandet i nord­ lig Retning stærkt blaat, vekslende mellem lyse- og mørke- blaat, alt som Bølgerne gik. Havet lignede et strammet og krøllet Klæde, hvorover der laa Metalglans; det saa ud som hævede det sig mørkladent op mod Horizonten for saa at ende i en lys Bræm, letblaa mod den røde Himmel. Paa den anden Side af Skibet var Havet mørkt, sort som sort Silke er mørk, og derover faldt Maanens Bro af tynde, glitrende Guldstriber, ret bred, thi det var omtrent Fuld- maane, og den spillede midt i alt det Sorte i en uafbrudt Række fra Maanen og til Skibet. Det saa romantisk ud. Men Klokken 4 om Morgenen var Alt paa begge Sider ens­ formigt graat, Himmel og Hav. Saa sjældne er de farvede og skønne Timer; de fleste er det bare, trøstesløse Graat. Jeg tyede til Bremen til Arthur Fitger for at arbejde der nogle Dage i fuldstændig Ro. Jeg fik Afsnittet om Jo ­ seph de Maistre til den omarbejdede tredie Del af Hoved­ strømninger fra Haanden. Han læste Vers for mig sent paa Aftenen, deriblandt et Digt, hvis Slutning jeg bad ham omarbejde en Smule, men hvis Begyndelse fængslede mig. Det lød: Wie ein Nordpolfahrer komm’ ich mir vor, der sein Schiff verlor

und fortsetzen muss die Reise auf südwärts treibendem Eise. Ein Schmelzen, ein Schwinden nach allen vier Winden. Tagtäglich klaffen weiter die Spalten, heut bröckelt was gestern noch festgehalten;