GeorgBrandesLevned_1908

Rødt og G raat 365 og bad mig komme ind. Vi vekslede nogle hjertelige Ord. Efter tredie Akt kom den finske Maler Edelfelt til mig og bad mig atter komme op paa Scenen til Coquelin, hvem Edelfelt med stor Finhed trøstede. Coquelin paastod, at Fru Hartmann behøvede ti Aars Studium endnu for at kunne spille paa Fransk for Franskmænd. For nordiske Øren lød hvad hun sagde godt; kun r ’erne var svage. Hun spillede overmaade kønt; han selv dengang mesterligt. Ved en Frokost næste Dag talte han om sine kunst­ neriske Sympatier; han satte Alexandre Dumas langt over Emile Augier, havde øjensynligt ikke Øre for Unaturen i de Dumas’ske Ræsonnørers altid aandrige og altid selvsikre Repliker. Han kendte intet til nyere fransk Lyrik, havde end ikke hørt Jules Laforgue’s Navn. Hans Livs Stolthed syntes Venskabet med Gambetta at være. Paa det Tidspunkt gik der endnu et taabeligt Rygte om, at Kuglen, der ramte Gambetta i Haanden og foranledigede det Sygeleje, som blev hans Død, var affyret ikke af ham selv ved et Fejlgreb, men i Skinsyge af hans Veninde. Coquelin, som kendte Damen, modsagde med Lidenskab Rygtet og overbeviste mig. Ogsaa danske Skuespillere lærte jeg i disse Majdage at kende. En Aften, da jeg efter en Forestilling havde siddet med Krøyers i Teaterkafeen indtil Midnat, og glædet mig ved den Sympati, de begge viste mig i Anledning af en løgnagtig Sladder, der var bleven sat i Omløb om mig, rejste, da jeg vilde gaa, et lille Selskab sig, som sad ved et andet Bord, hilste paa mig og bad mig blive lidt endnu. Det var en Gruppe Skuespillere og Skuespillerinder, jeg ikke kendte personligt. Der var blandt andre Fru Charlotte Wiehe, der virkede som en Sommerfugl i Menneskeskikkelse, Sommer­ fugl ogsaa paa Kunstens Omraade, Wilhelm Wiehe og Orla- mundt. De lod bringe Champagne og drak min Skaal til Kl. 2. Da vi gik hjem, var de lyse Nætter begyndte, altsaa