GeorgBrandesLevned_1908

360 Rødt og Gra a t Paa min venstre Side havde jeg Skuespillerinden, Fru Gundersen, hvem man havde bedet Henrik Ibsen føre til­ bords. Saa høj Pris han satte paa Fru Gundersen som Kunstnerinde, blev han dog lidt gnaven ved at faa hende paatvungen som Dame; han havde helst paa egen Haand valgt sig en yngre Bordfælle. Man afsang en Festsang, og Hr. Chr. Collin, til hvem man som til en Sagkyndig havde overdraget det Hverv at føre Ordet, holdt en Tale for mig, hvori han udtrykte sig som den loyale, om end ikke skarptskuende, Modstander han var. Da jeg havde svart med en Tale, der nu findes i mine Skrifter (XV, 424), udbragte Professor Brøgger en begejstret Skaal for Henrik Ibsen. Med Hentydning til de Kanoner, som i hine Dage søgtes tilvejebragte ved frivillig Subskription, udbrød han: Den Mand er for Norge mere værd end en Kanon! Da vi rejste os, hviskede jeg til Ibsen: Lidelsesfælle! Han svarte: Gudskelov, at det er ovre! — Efter Bordet kunde man bevæge sig utvungent og Tonen blev friere. Enkelte nedringede unge Damer sagde mig søde Ord i Øret, og enkelte unge Skuespillerinder og Sangerinder sagde mig nedringede Komplimenter. Dagen derefter var jeg til en morsom, landlig Middag hos Frits Thaulow i hans Hjem i Hvalstad, hvor vi selv skyllede Glassene mellem Retterne til hver ny Sort Vin. Næste Dag igen, da jeg spiste hos Ibsen, oplevede jeg en pudsig Scene. Husherren, hvis Stemning overfor hans store Digterfælle paany ganske havde drejet sig, og som iøvrigt var i det fortræffeligste Humør, vilde absolut fortælle mig en efter hans Sigende yderst morsom Historie om Bjørnson. Husfruen forbød ham det under Henvisning til det nyligt stiftede Familieforbund med det Bjørnsonske Hus. Ibsen erklærede, at han anerkendte intet saadant Slægtskab. Da