GeorgBrandesLevned_1908

355

Rødt og G raat

derne og sagde, idet han trak paa Ordene: „Jeg maa tilstaa, det mener ogsaa jeg.“ En saadan Tro er jo som nyttig Illusion til en vis Grad en Styrke, men gør en Fremmeds Stilling i Folket usikker. 4. I Kjøbenhavn henvendte ikke sjældent Ubekendte sig til mig med personlige Henvendelser af besynderlig Art. Saaledes netop hyppigt i Vinteren 91—92. En Dag indfandt en Søofficer sig, en velopdragen Mand, for at spørge mig, om jeg virkelig hyldede og forkyndte den Lære, at en Søn burde vise sig uforskammet mod sin gamle og meget vær­ dige Fader. Da jeg bad ham forklare mig, hvad dette Spørgs- maal skulde sige, udviklede han, at i en Familie, der stod ham nær, beraabte Sønnen sig under sin utaalelige Adfærd overfor Faderen, en hæderlig Koffardi-Kaptajn, stadigt paa mig og mine Lærdomme. Forundret udbad jeg mig den unge Mands Navn. Jeg havde aldrig hørt det. Man bøn­ faldt mig imidlertid, i Kraft af den Indflydelse, jeg forment­ lig udøvede over Ynglingen, at hidføre en mindre ulidelig Tilstand, og snart kom Faderen selv, der gjorde det bedste Indtryk, for at anmode mig om at tale Sønnen til Rette. Ved Krydsspørgsmaal kom jeg til den Overbevisning, at uhyggelig kvindelig Indflydelse var den sande Aarsag til Familiens Opløsning; men jeg lovede at gøre hvad jeg kunde, og fik under et Paaskud den unge Mand til at søge mig. En vammel, blegfed Fyr stod paa den berammede Dag i Døren. Jeg underkastede ham, uden at han begreb, hvor jeg vilde hen, et skarpt Forhør. Det viste sig da, at han aldrig havde hørt mig tale paa Universitetet, aldrig havde læst en Bog af mig. Han troede at have læst en enkelt 23*