GeorgBrandesLevned_1908

354

Rødt og Gra a t versitet. Et Avis-Felttog var aabnet, og ikke faa talte med formelig Lidenskab min Sag. Den ildfuldeste af alle var Den, som havde mest Interesse i at jeg ikke kom, nemlig den Mand, som i dette Øjeblik beklæder Stillingen, han undte mig, Gerhard Gran. Lars Holst, da Statsrevisor, lagde lige­ ledes sin hele Indflydelse i Vægtskaalen for mig, og Rege­ ringen erklærede sig villig til at undertegne min Udnævnelse, saa snart jeg indsendte en Ansøgning. Men jeg kunde ikke overvinde mig til at gøre det, overbevist som jeg var om, at man med sin udprægede Patriotisme meget snart vilde kræve min Fjernelse som dansk, og endnu mere overbevist som jeg var om, at jeg paa norsk Grund ikke vilde kunne trives. Nordmændenes Selvfølelse var mig for stærk. Atter og atter fremhævedes f. Eks. dengang i norske Blade, at Norge var den anden blandt Europas søfarende Magter. Det vilde jo dog kun sige, at det besad en overordenlig Mængde af smaa daarlige Træskibe og Sejlskibe. Jeg var vis paa, at Værdien af blot Hamborgs og Bremens Dampskibe var den mangedobbelte af alle norske Skibes. I de Dage havde jeg Besøg af en norsk Universitets­ professor, til hvem jeg udtalte mig om den Højde, National- forfængeligheden nu havde naaet: Det er, sagde jeg, nu som i Oldtiden, hvor hverken Grækere, Jøder eller Romere tviv­ lede paa at være de Udkaarne. I de nordamerikanske Fri­ stater er det en Troessætning, at Landet og Folket er Jo r­ dens første, i England ligesaa, i Frankrig ligesaa, i Tyskland ligedan, endda med et Højtryk; ingen Italiener eller Hellener tvivler paa sit Folks Overlegenhed i Kraft af dets Afstam­ ning; selv i det lille Danmark indførte Grundtvig Troen paa, at de Danske var Guds Hjertefolk, til hvilket han trænger. Og, tilføjede jeg med et Smil: Ikke sandt, i Norge er der ikke faa, for hvem Nordmændene uden videre er Jordens ypperste Folk? — Professoren blev lidt rød i Kin

Made with