GeorgBrandesLevned_1907

Arbejde og Anerkendelse 361 Jeg havde lært hans Pragtskikkelse at kende, da han som ungt Menneske opholdt sig i Kjøbenhavn, og først som Sørensens Elev, senere som Drachmanns Elev og Kamerat lærte Marinemaleriet. Han bar da, naar han var ved sit Arbejd, en tætsluttende Jakke og Knæbenklæder, saa han lignede en ung Kunstner fra fordums Tid. Han var en vel proportioneret Kæmpe, havde et smukt Hoved med glat, brunt Haar, dejligt voksende kløftet Skæg og blaa, rolige Øjne. Hans Fader var en gammel, snurrig og selvstændig Apoteker, der gik med Kalot og talte uophørligt. Han selv var udgaaet fra et aandeligt bevæget, selskabeligt Hjem, hvor de Bedste i Kristiania under Venstrebevægelsens Trængsels­ tider havde havt deres Tilhold. Det var foruden det Sars’ske næsten det eneste Hjem i Byen, hvor Bjørnstjerne Bjørnson blev vurderet og forsvaret. Frits Thaulow var Kunstner med Liv og Sjæl, var altid naturlig, talte ikke om hvad han ikke forstod sig paa. Overfor mig paastod han dengang, at han ikke behøvede at forklare sig; jeg kunde se igennem ham som gennem Glas. Han havde nylig besøgt mig i Berlin. Han var en Dag efter sin sparsomme Vane taget ind paa et lille Hotel af syvende Rang, og saa’ i de simple Omgivelser ud som en Kunstnerprins. Han havde paa den Tid udviklet sig, fundet sin Ejendommelighed, var begyndt at vække Opsigt ved sit Talent og at tjene Penge ved sin Kunst, saa der var kommet noget Sikkert og Selvherreagtigt over hans Væsen. Han ønskede i Berlin at studere Adolf Menzels Billeder og gøre dennes personlige Bekendtskab, vilde udtale sin Beundring for „den store, store Kunstner“, som han kaldte ham, og var saa heldig at træffe ham paa Galleriet. — Den lille Menzel var som elektriseret af dette Møde. Han sagde til mig: Ein Hiine geht auf mich'los, sagt mir iiberstromend