GeorgBrandesLevned_1907

358

Arbejde og Anerkendelse

25. Imidlertid var Lejligheden i Unter den Zelten, tredie Sal, blevet snevrere. En lille Pige havde i nogen Tid op­ taget Plads. Da en anden lille Pige kom til Verden, blev det nødvendigt for mig at gøre et eller andet Skridt for at opnaa en lidt rundeligere Indtægt end den, Humboldtakade- miet afgav. Jeg mindedes Schillers Ord af Sangen om Klokken: Der Mann muss hinaus ins feindliche Leben, Jeg besluttede at holde en Række Forelæsninger i Kristiania, hvor jeg fire Aar tidligere havde vakt Røre og faaet en god Modtagelse; jeg havde i den franske Romantik et umaade- ligt Stof, som kunde bearbejdes, udvides, sammentrænges stedse paany. Jeg rejste da til Norge. Mellem Nässjö og Laxå havde jeg til Rejsefælle i Vognen en lille Teolog fra Lunds Universitet, som indlod sig med mig og klagede over den forfærdelige Ugudelighed, der i den senere Tid udbredte sig i de nordiske Lande. Hoved- mændene er tre, sagde han, en for hvert Land: Victor Rydberg hos os, Bjørnson i Norge og Georg Brandes i Danmark; men han er den værste, en sand Pest. — Jeg gav Manden Ret, og vogtede mig vel for at give mig til Kende. Imidlertid var der Folk i Kupéen, der kendte mig, og en af dem sagde, da Teologen var steget ud, smilende til mig: Det roade doctorn a tt drifva med unga herren. I Kristiania, hvor jeg ankom første Maj, traf jeg en formelig Vennekres; blandt det skrivende Folk Thommessen, Lars Holst, Vullum, Henrik Jæger, blandt Kunstnerne Skram- muss wirken und streben, muss wetten und wagen, das Glück zu erjagen.