GeorgBrandesLevned_1907

340

Arbejde og Anerkendelse Materiale. Jeg maatte til Paris at købe Bøger, havde jo desuden Aaret forud anonymt faaet en lille Sum Penge til en Pariserrejse. I Slutningen af September 1879 gensaa jeg da efter ni Aars Forløb Paris. Indtrykket var langt stærkere end jeg havde ventet; jeg gennemløb en Kæde af Sindsbevægelser, følte først Svimmelhed, saa Glæde. Byen virkede i de første Øjeblikke paa mig som Glans, som straalende Liv. Jeg an­ kom om Aftenen, men maatte straks ile ud i Paris at gense min Ungdoms Steder, de forskellige Huse, hvor jeg havde boet, og Tuileriernes Ruiner og Operaen, der skinnede i det elektriske Lys, som var mig nyt i Paris. Pludselig følte jeg nu, at mit Forhold til Tyskland til­ trods for al Velvilje, jeg der havde mødt, aldrig havde været andet end et Fornuftægteskab; og at det var Frankrig og Italien, hvortil bestandig mit Hjerte drog mig. Byen var endnu Gambettas, Emil Zolas og Sarah Bern- hardts Paris. Med Zola havde jeg brevvekslet. Sarah saa jeg med dyb Fornøjelse paa Théâtre français i Hernani og L’Etrangère, skønt hun spilte skødesløst, ordnede sin Dragt midt imellem patetiske Repliker. Hendes Stemme var en uimodstaaelig Musik. Blot jeg paa Nationalteatret saa to gamle Stykker som Sedaine’s Filosofen uden a t vide det og Augier’s Hr. Poirier, blev jeg mig bevidst, at jeg i ni Aar ingen saadan Kunst­ nydelse havde kendt. Got, Delaunay, Laroche, Croizette, Barré, det var en underfuld Sammensmeltning af store Talenter. Ikke mindre henrykt var jeg over Bearbejdelsen af Zola’s E Assommoir paa L’Ambigu — Spillet var trods Stykkets Ringhed fuld­ endt, Gil Naza som Copeau, det var Mesterskabet. Smel­ tende var Scenen med Konen og Barnet, hvor de bringer ham hans Suppe — „den lugter saa godt, at man kunde