GeorgBrandesLevned_1907

339

Arbejde og Anerkendelse

Doch ich mich sorgen? und mein Auge drehen nach ihrem Denken, Wollen oder Fühlen? So leben Andre ja in mir, nicht ich.

Aldrig i Verden kunde det falde mig ind at fordybe mig i en Bog af Rudolf Schmidt, Paludan, Topsøe, Steenstrup, en Artikel af Ploug, Rosenberg eller Præsterne, i Haab om der at finde noget, jeg kunde angribe dem for. De eksisterede simpelthen ikke for mig, jeg skænkede dem aldrig en Tanke, læste aldrig et Ord af dem undtagen nødtvungent, naar deres Udfald imod mig selv blev sendte mig ind i Huset, og de op­ hidsede den nordiske Læseverden imod mig, saa jeg maatte prøve et Forsvar. Jeg levede mit eget Liv. De derimod sad imens og levede snyltende med i et Vrængbillede af mit. Det var dem ikke nok at have fordrevet mig af Landet; de spejdede efter mit mindste Skridt, lurede paa hver ringeste Lejlighed til et Overfald, lyttede til den ubetydeligste Ytring, jeg fremkom med paa et engelsk eller tysk Blad Papir, for at gøre et frygteligt Væsen deraf. Intet oversaa de, intet overhørte de; de var som skabte til Detektiver. Liebenswürdige Menschen , Ihre Landsleute! havde Hopfen sagt.*) 14 . Det var mig umuligt at komme videre i mine Studier over den franske Romantik. Jeg savnede i altfor høj Grad *) En eneste Gang i mit Liv havde jeg gjort Løjer med et Par Linjer af Ploug. I en Afhandling om Christian Winther spøgte jeg 1876 med den latterlige Linje i Plougs Digt til hans Ære: „Det Ydunsæble, du langer, det hænger paa Dafnes Træ“, der i en Haandevending førte Læseren fra Valhal til Olymp ganske som Hr. von Bilbo’s Replik i Frejas Alter: „Ved Apolio! hun er skøn som Freja“. „Æbler paa Laurbærtræet! udbrød jeg. Det er, som om vi vilde sige til Hr. Ploug, at han neppe vinder andre Laurbær end dem, der vokser paa Æbletræerne“. — Men straks ved første Optryk 1877 i Danske Digtere slettede jeg hele Stedet. 22 *