GeorgBrandesLevned_1907

338

Arbejde og Anerkendelse Af og til var det, som bristede Mure for mit Blik, og der aabenbarede sig for mig Syner saa glødende og farverige i Guld og Purpur, som var jeg Vidne til en Solopgang. Af og til var det som bristede Grunden i mit Sjæleliv, paa samme Maade som vulkanske Bjerge slaar Revner; jeg følte Lavaen syde dernede, fornam det, som vilde Bjerget spy Ild. Ofte var jeg lutter anspændt Opmærksomhed, Argus med de hundrede Øjne, iagttog, tilegnede mig alt Seværdigt i det store mig fremmede Samfund, hvor jeg havde fundet min Plads. Til andre Tider var jeg lutter Handlekraft, Briareus med de hundrede Arme, følte mig i Stand til at foretage aandelige Idrætter og Omvæltninger, der skulde spores hundred Aar efter. Nu og da var jeg helt en Drøm­ mer, gik om som en Søvngænger, formende Billeder, til­ skærpende Tanker, som man i Oldtiden skærpede Pile og Spyd, betaget af mit indre Fatamorgana, optaget af Arbejdet i mit indre Værksted, helt fortabt i mit Eget. Naar jeg da gik i det Fri og Luften skælvede, og den fine stærke Duft af Jord, Blade, Blomster, Skovens smaa og store Dyr, slog mig i Møde, mens Skæret fra Himmelhvælvingen, Glimtene af Sol fyldte mine Sanser og steg mig til Hovedet, kunde jeg være som blændet og beruset. Planter, Fugle, Insekter var mig som Ildtunger af selve den Livets Ild, der glødede i Jordens Indre. Myggenes hvirvlende Dans, Biers og Vespers Summen, Bladenes lette Knitren for Vinden, alle disse Lyd gav Genklang i mit Indre. Alnaturen var da om mig og i mig. Gud var i mig og fyldte mig, saa det var, som om mit Hjerte skulde sprænges. Var der noget paa Jorden, som ikke sysselsatte mig, saa var det mine fromme, gudhengivne, danske Hadere, hvad de tænkte eller følte eller pønsede paa. Jeg sagde som Siegfried i Wilbrandts KriemhilcL: