GeorgBrandesLevned_1907

326

Arbejde og Anerkendelse digteriske Snarsyn, der ligger i hans Væsen, men kun fun­ gerer, naar han er besjælet af Sympati. Han fandt, at jeg dømte Tegnér saare mildt, men begreb paa én Gang, hvad der hos Manden var mig personligt imod, og hvorledes For- staaelsen hindrede den spirende Uvilje i at komme op. Han fandt iøvrigt Bogen „dejlig“ ; jeg havde gjort hele Norden Nytte med den Bog, ligesom jeg overhovedet „havde om­ skabt Nordens literære Bevidsthed og vakt den, hvor den før ikke var.“ Han sparede ikke paa Lovordene. Bogen om Disraeli vandt i dens danske Tekst i ikke ringere Grad hans Bifald. Kun protesterede han ivrigt mod Vendingen, at Jarlen af Beaconsfield ikke var nogen „stor Mand“. Han fandt ham stor. Bjørnson havde Taal- modighed til paany at gennemlæse Bogen i den tyske Om­ arbejdelse. Han fandt, at det om engelsk Politik Tilføjede ikke var saa omfangsrigt, som han havde tænkt, men at ogsaa det „havde den Sammentrængthed og Tilspidsning, der gjorde mig til den Prosaist, han helst læste, og han læste mange.“ „Der er, skrev han en Dag, undertiden i Deres Stil noget vældigt. Det fremkommer ved, at den dybe bræn­ dende Overbevisning i den Grad behersker, hvad den frem­ stiller, at Forstaaelsen iler forud for Ordet, saa dette, om det end siges ganske sagte, vibrerer længe efter, at det er læst. Man er saa betaget af Deres Overbevisning, at man mærker sig det mindste Vink, det letteste Minespil, og der­ ved lyder enkelte Ting med Basunstyrke, skønt sagte ganske lige til. Deres Foredrag er ikke tysk, ja i den Grad ikke tysk, at jeg gad vide, om Tyskerne helt forstaar. Tyskerne kan vist ikke komme med paa den Jernbanefart. En utrolig Mængde Omsvøb er oversprunget.“ Han fandt, at den skrivende Tysker altid holdt sig oppe over det, hvormed han sysselsatte sig. Selv naar han rent