GeorgBrandesLevned_1907

324

Arbejde og Anerkendelse blev udførligt og gunstigt bedømt i Vestnik Jevropi. Gladstone sendte mig et Brev for at anmode mig om at rette et Sted, hvor jeg var kommen til at gøre ham Uret, og et andet Sted, hvor han uden Føje betragtede sig som forurettet. Times skrev: As a biography this book is fa r more valuable because more con- cise and impartial than any which has appeared in England. Mest Glæde havde jeg dog af Bjørnstjerne Bjørnsons brevlige Udtalelser om Bogen som om andet. Vi var trods Aldersforskellen samtidigt naaede til et Tidspunkt i vor Udvikling, hvor vi havde gensidig Forstaa- else og livfuld Drøftelse behov; vi havde Brug for hinanden, og blev efter et Ordskifte næsten altid enige. Bjørnson følte sig ved Aarene 1878, 1879 aandeligt ensom i Norge. Hans tidligere Livsforhold havde opløst sig. Der var gjort alt muligt for at holde ham fast i den nationalliberale, skandinaviske, kongeligsindede, kirkelige, Grundtvigske Ring; da man ikke havde formaaet at fastholde ham, blev han behandlet som en udstødt, om saa blot paa Grund af hans da saa ivrige Fejden mod Djævletroen. Han trodsede Forkætringen, men han led under den; thi som han selv sagde, han havde Hud somen Jomfru, af de aller­ fineste. Han følte paa én Gang en grænseløs Arbejdslyst og en utrolig Afmagt. Han sad alene, helt alene, og alle i Norge saa paa ham som paa noget, de var meget overlegne, gav ham ikke nogen Art af Hjælp. Men for Bjørnson stod det, som havde der aldrig levet en Digter paa denne Jord, der kunde undvære Hjælp, om det saa blot var af en. Han havde visselig sin Hustru, men hun var da trykket af Be­ kymringen for ham. Han havde Venner, gode Venner, men hvem han gav Næring. Han havde ingen, som gav ham noget — undtagen Uret. Det gav man ham „paa Tryk, i Ord, med Øjne“ Dag ud, Dag ind.