GeorgBrandesLevned_1907

322

Arbejde og Anerkendelse

Pianospil; fra Boligerne i Stuen lyder de mest buldrende Forte’r; dér boer ufravigeligt en Russer eller en Græker, der gaar paa Konservatorium og uddanner sig til Virtuos; paa første Sal spiller Herrerne og synger Damerne hver Dag de samme Stykker; ovenover spiller Mødrene for deres Børn, og alle disse Lyde trænger blandede til det vildeste Kaos op og ned gennem de pragtfulde Porcelæns-Ovne, der staar i Forbin­ delse med hverandre, saa man i tredie Etage kan høre Musiken fra Stue­ etagen, som spilledes der i Værelset, hvor man er — og dette afgiver Hjem for tænkende Væsener, skal i det mindste afgive Hjem for dem, og dette rædselsfulde, mekaniske, taabelige Spektakel skal ovenikøbet være — Kunst. Kunst! I Himle!*) 6 . Det var langt fra, at jeg led ringeste Nød; jeg levede som mine Standsfæller. Ikke desmindre havde Nærings­ sorgen mig i Struben, idet jeg uafbrudt og nøje maatte passe paa at have ethvert lille Arbejde færdigt saa betids, at jeg ikke kom til at staa uden Penge. Det vilde ogsaa være lykkedes, ifald Forlæggere, Tidsskriftsudgivere, Redaktører havde leveret Honoraret saa punktligt som jeg mine Artikler. Men det skete sjældent eller aldrig. Der var Ingen, som bedrog mig. Men Forlæggere og Udgivere var ligegyldige for, om Betalingen kom nogle Dage eller Uger senere, og saaledes var jeg ret jævnligt i Forlegenhed. En Majdag havde jeg kun fire Mark tilbage, en Junidag kun en Mark. En Eftermiddag maatte jeg negte mig hjemme for en ung Ge­ sandtskabssekretær, fordi det var mig umuligt at byde ham en Kop The, og det var Thetid. I Sommeren 1878 maatte jeg sende Afbud til et Selskab, hvor jeg ventedes, fordi jeg ikke havde Penge til en Vogn. Det blev efterhaanden som en Sport, et Spil at sørge for, der altid til rette Tid var Penge i Huset. Arbejdsgiverne i de højere Fag tænker sjældent paa, hvad Betydning det har for Aandsarbejderen at faa sin Betaling punktligt. Jeg lærte det i hint Tidsrum *) Samlede Skrifter XIV 178.