GeorgBrandesLevned_1907

296

Indlevelse i Berlin gerne hver Maaned eller hveranden paany. En Dag i Marts 1878 sagde han til mig: „Tillad mig at indføre en ung Mand hos Dem, der gerne vil male Deres Portræ t; han er 25 Aar gammel, norsk af Fødsel, men en Verdensmand, meget vel­ opdragen, slet ikke nogen Nordmand“. Saaledes kom Christian Krohg til mig. Og da han havde baade Bolig og Atelier sammen med en anden ung Kunstner, paa 21 Aar, ved Navn Max Klinger, lærte jeg samtidigt denne at kende. Og begge ret intimt; thi paa det Portræt af mig, som Krohg da begyndte, malte han i Reglen en halvanden Time hver Formiddag, og Maleriet tog fulde ni Maaneder, uden derfor at blive det Mesterværk, det maa- ske var blevet, ifald Krohg havde erklæret det for færdigt, da en Fjerdedel af Tiden var gaaet. Først syntes det nemlig godt; senere blev det mere og mere besynderligt, alt som Farverne antog Karakteren af Lagkage. Da Gussow, de unge Mænds Lærer, da Berlins mest fejrede Portrætmaler, kom for at bedømme Billedet, var han ikke helt fornøjet, men antydede med Fingren, hvor Maleriet for ofte var blevet forbedret. Der gik endnu nogle Aar, før Kristian Krohg naaede sin Højde som djærv og oprindelig Maler. At han skulde udvikle sig til en udmærket Skribent med en altid lige sikker og uimodstaaeljg Humor, Norges første Journalist, lod sig dengang ikke forudse. Han havde paa Ungdommens Vis Munden fuld af Teorier, og søgte den yderligst gaaende Synsmaade op for at vedkende sig den*). Der var tre unge Kunstnere, som holdt sammen, de to nævnte og en Hr. von Vogtldnder, der senere blev gift med en Datter af Kunst-Kritikeren Ludwig Pietsch. Denne sidste har ikke vundet Navn som de to første. Max Klinger var en højst tiltrækkende Omgangsven, *) Sam lede Skrifter VII 672.