GeorgBrandesLevned_1907

294

Indlevelse i Berlin sagde: De vil dog ikke negte, at han har en Svaghed for Kvinder, svarte Simson med denne morsomme og mig ganske nye Anvendelse af et Horatsisk Vers: Ej hvad! Hane veniam petimus damusque vicissim. En Dag kom Simson til mig med nedslaaede Miner: George, mein verehrter Gonner! denne Dag er den tristeste i mit Liv! — Hvad er der dog hændt? — Tænk Dem, jeg stiger op paa en Sporvogn; den er fuldt besat; jeg bliver udenfor; da rejser en ung Dame sig fra sin Plads og til­ byder mig den. Jeg afslaar naturligvis. Men hun bliver ved sit med Udbruddet: Dem A lier die Ehre! Han var da ikke stort over 50 Aar, men saa adskilligt ældre ud, og blev sig først ved den unge Piges Artighed sit Udseende bevidst. Han levede ikke ti Aar derefter, blev altsaa ikke gam­ mel. Savnet blev han af de mange, hvem han havde været en Ven, og af de sikkert ikke faa, smaa fattige Embeds- mænd og Kunstnere i hans Kres, for hvem han havde været et Forsyn. 22 . Rudolf Siemering var den første Billedhugger, jeg i Berlin lærte at kende.*) Hans solide, djærve, østprøjsiske Væsen var vindende, og jeg følte mig tiltalt af hans Kunst, der uden egenlig Genialitet var alvorlig og ægte. Efter lange Kampe var han trængt igennem, havde store Bestillinger til Tyskland (Luthermonument, Gråfemonument) og særligt til Amerika, hvor han var slaaet an. Snart udnævntes han til Bestyrer af Rauchmuseet, og opslog sin Bolig derved. Man *) Sam lede Skrifter XIV 360.