GeorgBrandesEtPortræt

Teatret var Tribunen, hvor han i sin Ungdom havde drømt om at udløse sit hemmede og hem? melighedsfyldte Sind. Teatret var Tribunen, hvor han — da Skuespillerdrømmene bristede — drømte om at vinde dramatiske Sejre. Teatret var Tris bunen, hvis Liv og Drøm han senere bedømte, set fra Kritikens Tilskuerplads. Paa Teaterkritik kens isolerede Tribune følte han sig som »Specta? tor« frigjort for sin Naturs Hemning, følte sig fri* gjort for sin Aands Hemning gennem Sammenstik ling med Broderens — thi paa dette Felt var han afgjort og uindskrænket Førstemand. Her følte han sig af sin friske Lyst og førende Evne frigjort for Souschefens Hemning af Disciplin og Taktik, idet Teatret i Modsætning til Politik og Presse og den dermed forbundne Literatur var hævet op over »Højre« og »Venstre« — selv om ogsaa her som i hans øvrige Liv og Virke privat og personligt Ven* skab og Fjendskab naturnødvendigt spillede ind. — Alle disse enkelte Træk til Belysning af Edvard Brandes’ Fysiognomi samler sig da i Billedet af en Personlighed, der ikke er »født«. En Art Altmulig? mand i stort Format: Videnskabsmand, Politiker, Journalist, Dramatiker og Dramaturg — et Menne? ske, hvis Liv og Virke mere bestemmes af Vilje til Førstepladsen end af Evne dertil. Hvis Indsats som Følge deraf ikke er baaret oppe af uselvisk Strae* ben i en højere Idé’s Tjeneste — »det er ogsaa paa* 81