GeorgBrandesEtPortræt

»Brandes boede den Gang i Møntergade, midt i den gamle By, højt tilvejrs. Da vi bankede paa, blev Døren aabnet af en høj og mager ung Mand — han var nylig bleven 32, men saa yngre ud — venlig, ja næsten blid af Ydre, bleg, med en Hvælving af mørktbusket Haar over den store Pande. Han var aabenbart ærgerlig over Forstyrrelsen, bed utaalmodigt i sit Penneskaft. Men saa snart Larsen havde sagt, hvem jeg var, sprang han et Skridt fremad og hilste paa mig med det typisk danske Haandtryk. Det rolige Væsen var borte, han talte meget hurtigt, gjorde mig det ene Spørgsmaal efter det andet uden at vente paa Svar, og førte mig, der var behage? lig overrasket, men noget forvirret ved Mod? tagelsen, ind i sit Allerhelligste. Jeg har aldrig mødt Mage til denne heftige Uro, der formo? dentlig stod i Forbindelse med den Atmosfære af Mistanke og Vrede, som Brandes i Køben? havn havde skabt. Han ikke blot ærgrede sig over at høre paa Dumrianer, han blev let for? bitret, endog saa han stampede i Gulvet, over? for Folk, som ikke, og heller ikke efter hans Maalestok, var Dumrianer, men blot mindre pilsnare i Tankegangen end han selv.«

E f t e r d e t t e f ø r s t e M ø d e h e d d e r d e t i d e t fø l? g e n d e :

»Jeg besøgte ham Formiddag efter Formiddag i hans bogfyldte Stuer i Møntergade og tilbragte her fortryllende Timer. Verden var lukket ude, alle skurrende Tanker glemt, vi sad Side om 16