GeorgBrandesEtPortræt
de han med et erfarent Suk: »Det er nok fra En, der vil bruge mig.« — Men pludselig kunde det da hænde, at han med et opgivende Udbrud skød Breve, Blade og Hefs ter til Side, rakte Hænderne med de udspilede Fingre i Vejret som en druknende, der søger Hjælp — og med en ungdomsfrisk Oplagthed og Vides begærlighed indledede han en Samtale om et eller andet Emne i Tiden, politisk, socialt, religiøst, lites rært. Han kunde da — paa Tomandshaand med en Fortrolig — være en interesseret og agtpaas givende Tilhører, vel at mærke indenfor et begræns set Tidsrum. Han sad gerne med Haand under Kind og fulgte aarvaagent den Talende, imens hans tungsindigtslevende Blik glimtede grønligt med Blink som fra dybe Vande, og smaa hastige N ik forkyndte, at han lyttede med Opmærksomhed. Han afskyede A ffektation og taaget Dunkelhed — klar og uaffekteret som han var. Mærkeligt nok havde han ingen Sans for det antydede eller dobs belttydige i Samtaleform. Som Kvinder og Børn kunde han heller ikke lide Ironi — han, der selv brugte den og nød den paa Tryk. Han sad da med et forpint, lidt vrissende Udtryk, mens den dybe Fure mellem Brynene, som altid mindede mig om Arret efter et Sabelhug, blev mørk og uvejrstrus ende. Og naar endelig Pinen blev ham uudholdelig, gravede han Hænderne vildt gennem Ha aret og
Made with FlippingBook