GeorgBrandesEtPortræt

>

at jeg med et varmt Smil tænkte: Han ligner mest af alt en bevæget og benovet Konfirmand . . . Professor Erslev har endt sin Tale, Georg Brandes rejser sig og bestiger Katedret. I samme Øjeblik hagler Klapsalverne ned over ham. Han følger interesseret og taknemmelig smilende Bifals det, giver det god Tid, mens hans Blik, med dets Blanding af Festglans og Mismod i smaa korte Ryk glider fra Bænk til Bænk over Auditoriet. Da rejs ser en ung Dame paa den forreste Bænk sig og rækker en rød Rose op imod ham. Han bøjer sig over Blomsten som en taus Hyldest baade til dén og Giveren, mens en Afglans af Lyset i hans Indre leger om Øjne og Mund. Og stilfærdigt, præget af beskeden Fornemhed, udtrykker han da sin Tak* nemmelighed i disse jevne og fordringsløse Ord: »Jeg takker Professor Erslev som Universités tets Rektor for hans store Velvilje. Universités tet er mig saare kært, og den Gang jeg ikke fik den Post, jeg ønskede, gik det mig maaske nær til Hjerte. Men Professor Erslev har jo Ret i, at jeg vistnok passede bedst udenfor Universis tetet. Jeg har ingen Evne til at lære fra mig, jeg har aldrig haft Elever, jeg forstaar ikke som Professor Erslev at vække Elever til Selvs virksomhed. Og min Metode er jo hellerikke strengt videnskabelig saa lidt som mit Omraade. Jeg bevæger mig paa Grænsen mellem Videns skab og Kunst. Dét, jeg kan — og det er jo ikke 1 81