GeorgBrandesEtPortræt

sigt blandede Følelser af Irritation og Tilfredshed. Da han en Dag skraaede mig imøde, lyste hans Ansigt af skalkagtig Munterhed: »Nu har jeg naaet Berømmelsens Tinde, Drengene paa Gaden raaber efter mig: Goddag G eork ! Just nu raabte en saadan efter mig: Goddag Bedstefar, det er længe siden vi har set dig! Ikke videre respektfuldt, men smig# rende for Ryet. Det vil De selv engang erfare, naar Ungdommen raaber Bedstefar efter D e m . « -------- Naturen var for Georg Brandes — som for saa mange Jøder, hos hvem det nødtvungne Byliv gen# nem Tiderne har skabt en anden Natur — navnlig i de modnere Aar ensbetydende med Ensomhed og Hjemløshed. Den var for hans selskabelige og seb skabstørstende Natur højst en Kilde til kortvarig Adspredelse gennem æstetisk Nyden, aldrig en Kilde til Forfriskelse og Fornyelse gennem orga# nisk Samfølelse og Indlevelse. Dens Ro irriterede hans Nerver — forøgede kun hans Uro, hvor den vuggede andres til Hvile. I et Brev til mig hedder det: »Tak at De tænkte paa mig paany og giver mig saa smuk en Beskrivelse af Landlivets og Ensomhedens Glæder. De første kender jeg ikke, de sidste er jeg fortrolig med, skjønt De 162