GeorgBrandesEtPortræt

han ustandselig under Samtale paa Gaden gjorde — og udbrød med A fsky : »Hver Dag den samme Tur uden Følgeskab — en Rædsel! Deres Stamme* frænde, den mig lede Goldschmidt, gik ogsaa hver Dag den samme Tur med sine smaa korrekte Skridt omkring Søerne.« Jeg sagde: »En anden Stamme? frænde gaar jo ogsaa hver Dag den samme Tur til og fra Landemærket.« — »Vedkommende udnytter dog Turen i forstandigt Øjemed, bl. a. ved daglig at rense sit Legem.« — »Det gør maaske mange Israels Børn før eller efter Turen.« — »Ja, og flere sikkert aldeles ikke«, svarede han med et Smil og forsvandt. — Da han var flyttet ud paa Strandboulevarden, kunde det hænde, at jeg paa Afstand saå ham, selv i Vinterens Kulde, sidde underlig forladt og fortabt paa en Bænk — som altid, naar han sad — paa Kanten, med det ene Ben trukket tilbage, det andet fremstrakt, som om han sad paa Springet til at rejse sig. Til andre Tider saå jeg ham stryge hurtig langs Husmurene paa Boulevarden. Han stansede da paa et bestemt Sted, hvor et Dagblad var op? hæftet i et Udhængsskab. Bøjet tæt ind mod Glas? set studerede han, eller snusede han saa det hele Nummer igennem, idet han bevægede Hovedet i smaa, korte Ryk, indtil Bladet var slugt og fordøjet. I Kvarteret var hans Skikkelse kendt — naar Folk vendte sig, idet han gik forbi, udtrykte hans An? ii 161