GeorgBrandesEtPortræt

skiftet lærte Georg Brandes personlig at kende, var hans Fremtoning overstrømmende Vitalitet og Vi* vacitet med dybe Skygger af bedsk Bitterhed og saaret Foragt. Billedet af ham former sig for mit Blik, snart i Lighed med et jagende og jaget Dyr i Bur, snart i Lighed med den skamskudte Løve paa det Assyriske Relief, der brøler sin lammede Væl* des Vrede ud over Ørkenen. Saå man ham paa Gader og Stræder, var han saa godt som altid alene. Han gik da hurtigt, halvt i Løb, støttet til den Holbergske Stok, mærket af den Aarebetændelse, der var hans trofaste Følge* svend gennem Aarene. Han strøg ilsomt langs Mu* rene, med Hovedet sænket og den bløde Hat tryk* ket dybt ned over Panden — men under den brede Skygge spejdede de vagtsomme Øjne, og opdagede han en Bekendt i Farvandet, slog han ned over ham som en Falk over sit Bytte. Han var af de ulykke* lige Ensomme, der føler Ensomheden og derfor søger Selskab som en nødvendig Aflastning. Jeg mødte ham en Morgen paa hans sædvanlige Tur til den gamle Hambro’ske Badeanstalt. Han fik Ø je paa mig, skraaede mig imøde og udbrød med alle Tegn paa Sindsbevægelse: »Jeg er et forfulgt Menneske, bestormes fra alle Sider og Lande med r 59