GeorgBrandesEtPortræt

V G eorg Brandes’ Fremtoning var i de yngre Aar, da jeg i Firserne såa ham for første Gang paa Universitetets Kateder, dunkel Energi, spændt og foruroligende Lidenskab — man mindes uvib kaarlig Hamiets Ord: »Der er noget farligt i min Sjæl.« Det gulblege, nervøse Ansigts Lød fremhæv vedes af det mørke, glansfulde Haar, af den sorte Tavle paa Væggen og af Festdragtens K jole og Hvidt, hvis Elegance imponerede en Ekspert som Alexander Kielland i saa høj Grad, at han udbad sig Skræderens Adresse. For en Dreng, som jeg dengang var, spillede vel Dragten ingen Rolle. Men i Erindringen om Georg Brandes fra hine Aar spil* 1er Elegancen ind, et elegant Verdensmandspræg i Lighed med Lermontofs Vor Tids Helt, som jeg just havde læst — blandet med forførerisk Dæmoni i Atmosfæren af Spiritualisme og Sensualisme, der ombølgede hans Navn og Person. — I de ældre Aar, da jeg omkring Aarhundred* i 5 8