GeorgBrandesEtPortræt

samlede Partiers Velvilje, formende somen strængt loyal og royal Cato det monumentale Fyndord »Lov er Lov og Lov skal holdes«, der — prentet med Lapidarskrift paa selve Rigsdagens Forum — vil sikre ham hans længste Udødelighed. Efter Ministertidens Ophør optager han sin literære og politiske Virksomhed i Pressen — nu og da i Strid med sit eget Parti, naar dette ikke længer vil lystre Despoten i ham — men aldrig i aaben Kamp, skjult som det var hans Na* tur. Hans Sprog bliver med Aarene mere og mere Kontorsprog, kejtet for ikke at sige kejthaandet. Det virker hyppig som Oversættelse, skønt eller maaske netop fordi han, doktrinært, bestræber sig for at udrydde Fremmedord eller ombytte dem med nylavede danske — som naar han f. Eks. oversætter Titlen paa et Skuespil af Curel ved Bet liversken (idet han dog samtidig for Forstaaelsens Skyld sætter den franske Titel la viveuse i en haardt tiltrængt Parentes). Og Stilen følger Spro* get, affarves og afmagres indtil Kancellistil. I hans maanedlige politiske Artikler opløser de forhen bitre og bedske Væsker sig i bittersøde Draaber, gerne med skjult personlig Adresse. Politik, der for ham først var Sagen, saa Partiet, bliver nu helt og holdent Personen. Og paa samme Maade med Literatur og Teater. Den personlige Indstilling, Ven eller Fjende — ikke blot af Sag eller Parti som H7