GeorgBrandesEtPortræt

før — rykker mere og mere i Forgrunden. Og den skjulte »Absicht«, der ikke længere er i Stand til at forarge, virker nu kun forstemmende ved sin Hensigtsløshed og Magtesløshed. Som oplysende Eksempler paa Sprog og Stil i dette Livsafsnit anføres først for Georg Brandes’ Vedkommende følgende Ord fra hans Værk om Goethe — præget af hans stadig medlevende Na* tur og Aand: »Han var et Billede i det Mindre af Verdens* altets frembringende, ordnende, opretholdende Kraft. Han frembragte og forstod med lige Sikkerhed, havde lige megen Indbildningskraft og Fornuft. Han gik ikke ud paa at kende sig selv, men paa at fatte Naturen. Selvbespej* ling var ham fremmed, Selvudvikling var ham Alt, og han værnede om sin Selvudvikling ved en Selvopholdelsesdrift, der advarede ham og viste ham Vej, et Instinkt, der tillige var Vis* dom. Han var en Skaber i Skabningen, en Fornuft i Alfornuften — en Natur i Naturen, som man taler om en Stat i Staten. Og han var ganske alene en hel Kultur.« Man sammenligne hermed Kontorsproget og Kancellistilen hos Edvard Brandes i en Kronik, Henrik Ibsens Personlighed: »Men modsat af hvad der hænder mange, maaske de fleste, der, naar de arbejder sig ud af 148