GeorgBrandesEtPortræt

nyde sit Liv saa fuldt man formaaar med alle sine Evner, alle sine Sanser — og lade Sorgerne tynge paa dem, som er nødt til at bære dem. Der er noget berusende i at høre til Lykkens Kælebørn her i Verden. Tror De ikke, at den Champagne, vi drak ved Bordet, smager os dobbelt saa godt, fordi vi véd, at den er Vinens Dronning, fordi dens Knalden indvarsler Billeder af rige Fester med skønne Kvinder og bakkantisk Jubel, fordi den skummer med en Livsglæde i Øjeblikket, som alle attraa og faa kun opnaa? Neergaard: Nej, Repholt, nej, mig smager den ikke, jeg kan slet ikke drikke den, naar jeg tænker paa de Tu* sinder, du nævner. Jeg taaler aldeles ikke at erindre, at det er andres Arbejd og Blod, som jeg drikker op. Florizel: Kaj, min bedste Ven, Du har Ret! Repholt: Nej, Kaj har ikke, med Deres Tilladelse, Frue! For det er halvgaaende Gerning hans Tanker. Du gavner ikke de andre det bitterste Gran og Du lader Dig Dine egne Nydelser fordærve. Tror Du, nogen takker Dig derfor? Men saadan er Du, en Mellemvejsmand, som aldrig har for* staaet at nyde for lutter dumme Bekymringer for Almenvellet og Næsten. Næsten! Hvorfor tror Du, han hedder Næsten? Fordi Du korns mer som den første, og han bagefter som den næste. — 142