GeorgBrandesEtPortræt

litisk og literær Alliance frembyder. Begejstringen for den ideale Helts »moralske Højhed« og »næs sten jomfruelige Renhed« afløses af en mere prak? tisk Vurdering af Virkelighedens Helte i Politik og Kunst. Hans Stil mærkes af denne hans Dækstilling bag Fronten. Det oprindelige Jeg dækker sig mere og mere bag upersonlige Udtryk som de hyppigt anvendte »man«, »en Gæst«, »en Ven«, »en Rejses fælle« — ja, han gaar i sit paradoksale Hang til Dækning og »Maske« saa vidt, at han fornægter al Literatur, skrevet i Jeg#Form. Under denne be* vidste Indkapsling udtørres Stilen lidt efter lidt. Den bliver negativ — Fornægternaturen, der er et Udslag af hans hæmmede Væsen, faar Overtaget. En Atmosfære af Smaaborgerlighedens Aand bag Voldene, blandet med en let »parisisk« Levemands* odeur ombølger Stilen, dækker den bag en graa Facon af Ibsen’sk Samfundspsykologi og Dumas’sk Selskabsfilosofi.* Som Eksempler paa Georg Brandes' dybt per* sonlige Stil i hans Manddoms Aar anføres først Af* snittet om Disraelis Førsteoptræden i Underhuset: »Væ ridentibus! Ja vé dem, som lér. De er for* udbestemt til at glemmes og til at trædes paa Nakken af den, af hvem de lo. Ve dem, som ler. Det vil sige dem, hvem Kraften, naar den er ny, altid synes en Genstand for Latter, og som me* 138