GeorgBrandesEtPortræt

ham en Drøm, der staar i Forhold til Evigheden — som Udtryk for Sjælens Etos af Samfølelse, Opofrelse og Forsagelse. — Der gives Værker, der er som et Spejl, hvori »Livet«, Tiden, Nuet spejler sit eget Ansigt af Vilje, Energi, af Uro og Oprør i Kampen for Til* værelsen. Der gives andre Værker, hvori den En* kelte som i en dyb Brønd spejler sin egen Sjæl. Denne Forbindelse med det Evige i Sjælens løndomsfulde Liv havde ikke hans Væsen og der? for heller ikke hans Værk. Brydningsspillet mellem Sindets mørke Liden* skabelighed og Aandens lysende Klarhed var »Li* vet« i hans Væsen og i hans Værk. Af Natur tilhørte han Judæa, af Aand Hellas. Men af hele sin Sjæl tilhørte han det flygtende Liv i Nuet: »Som en lysende Stribes Strejfskær i et Rum, der saa lidet kan gribes som Havfladens Skum — saa blussed mit Væsen. Et lynende Lysblink det var i en Sum.«

9

129