GeorgBrandesEtPortræt

I Kraft af denne sin oprindelige Barnlighed havde Georg Brandes ogsaa sin barnlige Tro. Troen paa sin Mission, sin Stjerne — en Tro, der var i Slægt med selve det uudslukkelige Element i den jødiske Natur. Derfor blev hans Skepsis og Foragt aldrig til den »Weltschmerz«, som han i sine hyppige Anfald af Haabløshed yndede at dra# pere sig med — hans Tvivl og Mistvivl blev kun en yderligere Spore til Opdrift og Fremdrift, aldrig til Fortvivlelse. Paa ham passede Jacobsens Ord: »I Tvivl fortvivler der ingen.« Troen var altid stærk i Israel — hos ham brændte den med stærkere Glød end hos nogen af den Stamme, med hvilken han saa ivrig frasagde sig Slægtskabet. De, der maalte hans Menneskelighed med hans »Liv«, hans ydre Fremtræden i »Kostyme« og »Maske«, tog sørgelig fejl, naar de slog hans virtuosmæssige Spil paa In* strumentet sammen med hans Væsens Tone. Det var kun Aktøren paa Tribunen, den verdens* berømte Rottefænger og Fløjtespiller. Bag Ver* densberømtheden Dr. Georg Brandes skjulte sig Mennesket med det diminutive Navn G. B. — den Tiltale, han ønskede af sine Venner. De, der ikke kendte ham personlig i denne hans menneskelige Egenskab, kan — med lidt god Vilje — finde ham i hans Værk. Han sagde engang til mig: »Hvad jeg har skrevet ud af mit Inderste er mig — og jeg har skrevet adskilligt godt og slet, stort og smaat mel* 123