GeorgBrandesEtPortræt

i hans Blod, der skabte den Fremdrift og Uafhæn? gighedstrang, hvoraf hans Kamp for Frihed, Rets færdighed og Sandhed til syvende og sidst ud? sprang. — Disse tre Farver lyste højt og klart paa hans Fane gennem hele hans daadrige og hvileløse Liv: Frihedsdriften, Retfærdighedssansen og Sandheds? kærligheden. Som 19aarig Student svarer han Ungdomsven? nen Julius Lange: »Opgaven er vel at tale Sandhed og derved lide for Sandhed.« Og i sit 85. Aar, kort forinden Døden bragte ham den haardt tiltrængte Hvile, skriver han i sin sidste Bog, Urkristendom: »Den, der udtaler dette, lader sig lede af en Pligt og Dyd, som for vore Dages Skinhellige ikke er til, og paa hvis Fortrængelse al deres Medgang beroer: Sandhedskærlighed.« Dette var — ogsaa i bogstavelig Forstand — hans sidste Ord. Jeg har i det Foregaaende søgt at bestemme den Nervekraft, der var Drivkraften i Georg Brandes’ Natur, ved det hebraiske Ord Chutspe, en Beteg? i i 7