GeorgBrandesEtPortræt

Død og Barndomshjemmets Opløsning omkring Aarhundredskiftet synes det, som om de mod* sigende og modstridende Drifter i Georg Brandes’ Natur mister Kontrollen og sprænger Hjemmets Optugtelse i jødisk Slægtfølelse og Samfølelse. Det er som om hans Liv — og derigennem hans Ar* bejde — efter den Tid mister sin Balance, sit faste Støtte# og Hvilepunkt i sig selv. Efter Barndoms# hjemmets Opløsning er det, som om han — uden# for Moderens Kritik og Kontrol — svinger bort fra sit faste Midtpunkt. En hjemløs, rodløs, ja fredløs Tone sniger sig ind i hans Liv og Arbejde, hans Arbejdslyst og Arbejdsevne stiger til en Feber under Kampen for at jage Sindets vilde Uro paa Flugt, et jaget, ja forjaget Træk af sjælelig Lidelse forvrænger hans Fysiognomi, naar det jø# diske Spørgsmaal strejfer hans Nerver. Som et truet og tirret Dyr rusker han i Stængerne, naar Mængden peger paa hans Ansigt og river ham hans Afstamning i Næsen. Vredere og vredere, vildere og vildere skærer hans Protest igennem, indtil den med Aarene stiger til en Art Forfølgel# sesmani, der i Jøders og Ikke#Jøders Øren skurrer af Frafald og Fornægtelse. Indtil han endelig mod Slutningen af sit Liv instinktmæssig føler den Nes mesis, som selv den skarpeste Forstand og den heftigste Vilje ikke formaar at bortvende: Jo skar# pere og heftigere han tager Afstand, desto skar# 8 IX3