GeorgBrandesEtPortræt

Retsind, i Højsind, i personlig og menneskelig Sandhed, der var hans Indsats i Landets Aand og Kultur. Men fremmed var han — naturligvis — han var en Fremmed. I Natur og Aand, af Sind og Sans, af Instinkt, af Temperament. A f Nerve og Blod var han Jøde. Maaske den mest udprægede jødiske Skikkelse ikke blot i sit Land, men i sin Tid. En? hver Jødes Liv har indtil den Dag i Dag været Kamp, skjult eller aabenlys, for Tilværelsen — i enhver aandelig virkende Jødes Hjerte staar ind? skrevet Ordene: Hine illæ lacrymæ! Hvor er det taabeligt at tro, at en Jøde, der virker i sit Lands Tjeneste, skulde have andet Maal for sin Stræben end en hvilkensomhelst Statsborger? Bunder den nationale og religiøse Overtro saa dybt, at man stadig kan mistænke ham for at ville korsfæste andres Guder eller for at konspirere som Agent eller Spion for et fjendtligsindet Folk — hans eget? Kan selv de mest forblindede da ikke se, at den jødiske Trang til at udmærke sig, hans Kamp om Førstepladsen er betinget netop af Indstilling, af hans handicappede Stilling som fremmed og der? igennem af hans naturnødvendige Trang til at ud? ligne Forskellen og forlige det — mest for ham — pinefulde Mellemværende gennem Samarbejdets og Samlingens forsonende Idé! — At Georg Brandes’ Stræben ikke stod i en eks? 7 * 99