GehejmelegationsraadBilleSteenAndersen

4 5

siger han i sit Brev, »det er det Triste ved Ensomheden, at saadanne Nydelser, som vinde dobbelt ved Samtale og gjensidig Erindring, maa man undvære. Jeg kommer hjem, begejstret af Beundring, og sætter mig stille ned i mit tomme Værelse, hvor det ej tager lang Tid to cooldozvn. Hvad er,« vedbliver han, »dog egenlig Musiken ? Behag for Øret er kun en ringe Del af, hvad Tonerne bringe o s ; thi var dette Alt, saa vilde Alt, naar der blot var Takt og Harmoni, behage. Hvad Øret lærer, er kun Tonesprogets Grammatik, men vækker det Følelserne, udtale disse sig i Toner — hvor forunderlig viser sig da Menneskets Natur! Som et Strengespil med Sorgens, Glædens, Vemodens, Begejstringens Tonestrenge, der lyde efter Tankens Gang.« Den dramatiske Kunst frembød i Berlin ogsaa en interessant Adspredelse for min Broder. Han saae der sin Yndlingspoet Schillers Stykker mesterlig opførte, især »Wallensteins Tod«, ogsaa Gothes »Faust« og Lessings »Nathan der Weise«, om hvilken sidste han bemærker, at »kun i Tydskland kunde man vente at see et moralsk, didaktisk Stykke som dette, hvis Skjønhed ligger i dets filosofiske Betragtninger, og hvis Interesse i Udførels'en af en Idee, blive lyttet til med saa megen Taalmodig'hed og Opmærksomhed af et blandet Publikum, som var Til­ fældet.« Blandt de dramatiske Opførelser i Berlin i denne Vinter nævner han især en Prøve, man foretog med at give paa Theatret de gamle græske Tragedier. Man begyndte med Sofokles’s »Antigone«, hvortil hele den arkæologiske Kundskab i Landet var benyttet, for at Fremstillingen kunde blive saa nøjagtig som muligt. Skue­ pladsen dannede en Plads, indesluttet af Marmorbygninger i dorisk Arkitektur; foran gik en Trappe ned til Koret, som repræsenterer Tilskuerne og bestaaer af gamle Mænd, der forklare Stykkets Fremgang, udtale Moralen af Hånd-