GamleKongensKjøbenhavn

95

K jøbenhavneri for 5 0 til 60 Aar siden

en ualmindelig Vittighed og Satire, hvorved han var en Frygt for Hoffets Omgivelser. Han skaanede ikke engang Kongen, som nok kunde blive vred et Øjeblik, men dog altid bevarede sin Godhed for ham og gav ham talrige Beviser derpaa i den Ilaandsrækning, som Schrødersee, der næsten altid befandt sig i Pengeforlegenhed, ofte modtog. 1 1814 var der anordnet en stor Takkefest i Anledning af Krigens Tilendebringelse. Schrødersee udeblev som sædvanligt fra Kirkeparaden, men mødte ved Taffelet. „Hvorfor var De ikke med i Kirken i Dag, Schrødersee?" raab te Kongen, da han saa ham. — „Jeg var der, Deres Majestæt.“ — „Hvor var De da, jeg saa Dem ikke.“ — „Jo, Deres Majestæt, jeg opholdt mig bagved Al­ tret. “ — „Hvad vilde De de r?“ — „Jeg vilde høre, hvad Vor­ herre sagde, fordi Deres Majestæt takkede ham .“ — „Nu, hvad sagde lian?“ — „Han sagde: Ingen Aarsag!“ A f , nogle af Schrødersees Fjender, hvoraf han havde el stort Antal ved Hoffet, var det forebragt F rederik den Sjette, at han havde m isbrugt sit sjæ ldne Talent, til paa det mest skuffende at efterligne enhver i Tale og Gebærder, til og­ saa at efterligne Kongen. Kongen blev opbragt over den­ ne Krænkelse af den skyldige Ærbødighed, og han fandt sna rt Lejlighed lil i en Hofcirkel paa Frederiksberg Slot al: henvende sig lil Schrødersee med de Ord: „Jeg h a r ladet mig sige, at De saa fortræffeligt kan kopiere mig. Skaf mig nu ogsaa den Fornøjelse at se det; fremstil mig i det latterlige Lys, som De saa godt fors laar al give lil Beds te. “ Forgæves undskyldte Schrødersee sig med sin fuldkomne Udygtighed til at kunne fremstille Ils. Majestæts Person ; men Kongen trængle endnu mere ind paa liam. „Hvorledes kan De føle Dem genert ved i saa godt Selskab at give os nogle Prøver paa Deres Talen t,“ udbrød den fornærmede Konge, „da De jo ikke h a r forsmaaet at producere det paa offenlige Steder?“ — „Deres Majestæt, — —“ stammede Schrødersee i pinlig Fo r­ legenhed. „Ingen Indvend inger!“ vedblev Kongen, „tal mig nu til i min Maneer. Bild Dem nu ind, at j e g er Kammerherre Schrødersee og De Kongen.“ — Lad det bære eller briste, tænkte Schrødersee; han traadte hen til Kongen og med hans Stemme og Manerer tiltalte han denne paa følgende Maade: „Jeg hø rer, min Herre, al De understaar Dem, undertiden at kopiere Deres Monark. Sker dette blandt Deres fortrolige Ven­ ner, saa vil Vi, skjønt del i ethvert Tilfælde ikke er passende, dog lade denne Spøg gaa upaatalt hen; men tillader De Dem en saadan Dristighed paa offenlige Steder, saa strider det